23 Apr

Digital overvågning

camera

“Jeg har ikke noget at skjule!”
Sådan lød svaret, da jeg spurgte en kammerat om hans holdning til digital overvågning. Et svar man ofte støder på, når man spørger ind til overvågning – men handler overvågning egentligt om, hvorvidt man har noget at skjule?

Overvågning vedkommer alle. Vi lever i et overvågningssamfund hvor mere eller mindre alt bliver registreret og gemt. Dette er vi langt hen ad vejen nødt til acceptere, men måske bør vi efterhånden begynde at forholde os kritisk til HVOR meget overvågning vi vil acceptere.

I forbindelse med Internet Week Denmark blev der afholdt et oplæg om Digital Overvågning af Anders Albrechtslund, lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet og ph.d. i overvågning og etik.

En af Anders’ hovedpointer er, at overvågning i dag er mere end blot et overvågningskamera, der skal afhjælpe kriminalitet – det har i takt med den teknologiske udvikling, udviklet sig til et meget bredere fænomen. Hvis man tænker nærmere efter kan man også hurtigt se, at stort set alt vi foretager os i dag bliver registreret både af det offentlige, men også af private firmaer. Blandt andet registrerer virksomheder deres forbrugeres købsadfærd og det offentlige holder øje med befolkningens sundhed og økonomi. Faktisk bidrager de fleste i dag også selv til overvågningen af deres færden. For mange sker dette mere eller mindre ubevist gennem aktiviteter på de sociale medier. Anders Albrechtslund kalder dette fænomen deltagende overvågning hvilket bl.a. dækker over posts af billeder eller statusopdateringer på sociale medier. Herigennem invitere du altså folk til at følge med i dit liv, og giver adgang til mere eller mindre åbenlyse informationer.

Overvågning har stille og rolig fundet vej ind i vores hverdag og er ikke længere noget, man kan undgå. I min optik er det en problematik man skal forholde sig til. Når jeg bliver spurgt ind til digital overvågning, tænker jeg ikke på om jeg har noget at skjule eller ej, tværtimod. For selv det, der betragtes som uskyldig data, kan misbruges i de forkerte hænder. Tag for eksempel Se & Hør-sagen hvor umiddelbart uskyldige kreditinformationer om kendte mennesker blev stjålet, videresolgt og til slut misbrugt af Se & Hør.

Så selvom man selvfølgelig ikke skal glemme, at overvågning har mange positive formål, så tænker jeg det er vigtigt at sætte sig ind i omfanget samt de konsekvenser overvågning kan medføre. For som Anders Albrechtslund sluttede af med at sige ”overvågning er kommet for at blive”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *