23 Apr

Vi vil have ærlig, personlig og direkte kommunikation

PeopleFirst

Efter flere dage med oplæg til Internet Week Denmark står det klart, at begrebet ’People First’ er et centralt nøglebegreb indenfor kommunikation i fremtiden. Men er ’People First’ ikke allerede væsentligt for kommunikationen i dag? kan man spørge. Og svaret er jo. Men med nye teknologiske muligheder og ændret brugeradfærd og -forventninger, skal begrebet nytænkes på måder, som gør kommunikationen endnu mere individuel og personlig. Det gælder især i kommunikationen mellem virksomheder og forbrugere.

Det handler om at fange de rigtige øjeblikke
Det var tydeligt i præsentationen af Dentsu Aegis Networks årlige trendstudie PULSE, at fremtidens forbruger har en øget forventning om at kommunikation med virksomheder som afsendere rummer både ægthed, ærlighed og aktualitet. Intimitet er det nye autenticitet, var en af de centrale pointer.

Forbrugeren forventer i højere grad, at kommunikationens indhold matcher den virkelighed og hverdag, forbrugeren selv befinder sig i – det skal være autentisk. Og det er altså både de gode stunder og de knap så gode stunder, der skal bringes op. Man skal ikke være bange for at tage fat i følsomme emner som eksempelvis skilsmisse og ensomhed. Virksomhederne skal fortælle historier og favne hele forbrugerrejsen og ikke kun det enkelte køb.

Glen Parker, director of marketing science, IPG Mediabrands, gjorde i oplægget The Meaning of Moments rede for, at folk i dag søger at fange og dele følelser og øjeblikke, store som små. Det handler derfor for virksomhederne om at hjælpe forbrugerne til at udtrykke sig selv og på den måde skabe værdi.

Som Hans Tosti, Head of Social, Dansk Supermarked Group nævnte i samme oplæg, handler det som virksomhed om at fange de øjeblikke, hvor man kan gøre en forskel. Man kan derfor ikke altid planlægge kampagner, kommunikation og indhold langt ud i fremtiden. Man skal huske at sociale medier er en kultur og ikke bare en kanal.

Lær forbrugerne at kende og tal direkte til dem
Forbrugeren vil gerne inddrages på flere planer. De vil involveres, lyttes til, sætte et aftryk.  Som virksomhed skal man turde stole på brugerne, for de er ofte mere kreative, end man går og tror. Virksomhederne skal lægge brandfacaden bag sig og gøre plads til personlighed.

Neha Mirchandani, Product and Marketing Manager, Dot, snakkede i oplægget Modern marketing with interactive content om vigtigheden i at lære sine kunder at kende og blive ved med at lære sine kunder at kende på ny. Folk går op i sig selv, deres eget liv, deres eget job og deres egne følelser, og virksomheder skal derfor personliggøre deres indhold for på den måde også at skabe værdi for kunden. Quizzer, tests og konkurrencer blev nævnt som redskaber, som kan tænkes på ny og bruges til at indbringe værdifuld information for virksomheden. Denne information skal hjælpe virksomheden til at undgå standardiseret indhold og målrette kommunikationen til den enkelte forbruger. På den måde involveres brugerne og er selv med til at bestemme, hvad de vil se. De tre begreber: spørg, lyt og tal, skal gå i ring.

I oplægget om PULSE17 blev både livestreaming og podcats nævnt som nogle af de helt store trends i 2017. Virksomhederne skal fortælle historier og lade forbrugeren være hovedpersonen i brandets fortælling. Derudover blev chatbots under flere oplæg nævnt som fremtidens måde at tale direkte til kunderne på. Som David Ledstrup, Head of Social, IPG Mediabrands & MARVELOUS Nordic, konkluderede i The Meaning of Moments, fungerer samtaler bedre end kampagner.

Forbrugerne forventer altså ærligt indhold, som afspejler deres virkelighed og hjælper dem med at udtrykke sig selv. De vil inddrages, være en del af historien og kunne identificere sig selv med fortællingen. Det er vigtigt at lære sine kunder at kende personligt og heraf producere målrettet og direkte kommunikation. Der skal i virksomheden gøres plads til personlighed, og facaden skal nedbrydes. Som afrunding på det hele, er her et meget sigende citat fra PULSE17-oplægget:

”People want to feel like they live the story, not just read it”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *