23 Apr

Den Smarte By i… Vækst?

innovation

 

Allerede ved første øjekast ind i afdelingen hvor oplægget “Den Smarte By i Praksis” skal foregå får jeg en underlig mavefornemmelse. Alene den blændende kontrast min hoodie og Converse gør i forhold til overfloden af blazerklædte mænd og kvinder, der tilsyneladende har haft dobbelt så lang tid på denne planet, er lammende. Det er måske også en anelse underligt, at de andre nyankomne bliver budt velkommen ved fornavn og smil.

Jeg skuer over stoleryggene og til min lettelse ser jeg en yngre gut i den anden ende af lokalet, som ser mindst lige så fortvivlet ud som jeg. Ét sekunds øjenkontakt er alt vi har brug for før vi forstår hinanden:

Vi er endt i et tophemmeligt logemøde hvor kun den ene af os forlader rummet i behold – oplyst og åbenbaret, men med samvittigheden der tynger på grund af et grusomt optagelsesritual.

Min fjollede fantasi stopper brat da en velklædt mand rækker hånden ud foran mig. Afslappet præsenterer han sig som Bo Fristed og fortæller, at vi vist ikke er stødt ind i hinanden før. Navnet virker bekendt, og jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at Bo viiist nok er en af de adskillige oplægsholdere til arrangementet.
Okay, måske var det spinkle håb om et logemøde nu totalt afskrevet. I stedet fik jeg en masse indsigt i et inspirerende oplæg, der måske ikke umiddelbart ville udpege mig som en del af målgruppen.

Den Smarte By i Praksis

Udgangspunktet for oplægget kan i bund og grund koges ned til velkendte slagord i stil med vækst, effektivisering, optimering, etc. – og i forretningsverdenen kan vi måske også være frække nok at forstå disse ord som synonymer for penge. Efter let og elegant at have skåret alle over én kam, så er det vigtigt at forstå der rent faktisk lå en hel del mere bag.
Det var på en måde som om, at forretningsjargonen og den formelle networking faktisk havde et rigtigt, bankende hjerte bag sig.

Kort og overbliksmæssigt var oplægget præsenteret af Smart Aarhus, Open Data DK & Organicity, der hver især bidrager direkte til hinanden med input fra det enkelte individ og helt op til globale foreninger, der arbejder mod samme mål: at skabe den Smarte By.
Umiddelbart lyder det måske nemt, svært eller midt imellem – men det er ikke her vi skal bruge vores energi. Essensen er den samme, ligegyldigt om det omhandler en by, skib eller computersystem.
Fra mit udgangspunkt har jeg ikke erfaringen eller lysten til netop at diskutere de nævnte organisationer, men ønsker blot at slå det op i et bredere perspektiv.

Vi kan gøre alt smart i praksis

Selvom den Smarte By er et interessant emne, så virker konceptet også på den større skala for ideudvikling.

Det handler om at finde de fundamentale værdigrundlag og derefter udarbejde en intelligent løsning, der prioriterer at benytte nuværende teknologi og data til at opsamle bedre og mere data for at udarbejde endnu mere intelli-… Jeps, kan vi sige at processen arbejder reiterativt for sig selv med sig selv som katalysator? Okay, den er altså god nok, men hæng lige på et sekund. Det er muligvis ikke en banebrydende måde at arbejde på, men med det rette fokus bliver det hurtigt rigtigt cool.

For at opfylde ovenstående kan vi lige udarbejde en ultrakort handlingsplan.

  • Fortolk relevant data fra Open Data Databaser
  • Find nye metoder at opsamle forbrugsdata på intelligent og billig manér – og frigiv det
  • Fortolk endnu mere relevant data fra Open Data Databaser
  • Find nye metoder til dataopsamling eller udvikl et produkt til at dække et andet behov

I virkeligheden er det da smart nok, men måske lidt for enkelt.
Trumfen kommer, når man tillader teknologien selv at arbejde.

 

  • Tillad AI at fortolke data.

I dagens Danmark har vi heldigvis muligheden for ovenstående – på sigt, om ikke andet.
Det rigtig, rigtig smarte ligger jo i, at hvis ens arbejdsproces går ud på at lære milliarder af bytes  og forbindelsen imellem dem i et forsøg på at blive klogere og mere avancerede, kan vi så overhovedet finde en bedre mulighed end et AI system der i forvejen er baseret på dette? Kan vi på nogen måde finde en kraftigere katalysator?

Idéen her er selvfølgelig stadig at man bevarer det iterative udgangspunkt. I stil med de forhenværende (hvoraf antallet afhænger af hvem du spørger) industrielle revolutioner, så er udviklingen voksende i takt med omgivelserne.
Det er en fælles gylden alder for innovation, vækst og teknologi – båret af Open Data, AI og snert af stolthed over, at vi er nået så langt som vi er… velvidende om, at der er langt igen.